Indtil for 15-20 år siden havde man i Europa ikke hørt om Ezidi-religionen eller for den sags skyld om dens tilhængere, ezidiere. De, der måske havde hørt om sådan en religion, havde nok hørt det fra de europæiske missionærer og/eller fra den tyske romanforfatter Karl May’s bog ”Durchs Wilde Kurdistan” (Gennem det vilde Kurdistan), som var en rejseberetning, hvori han bl.a. også fortæller om ezidiere i Lalish-Dalen i irakisk Kurdistan.

Selv om mange ezidiere begyndte at komme til Europa som gæstearbejdere fra tyrkisk Kurdistan, navnlig til Tyskland i 1970’erne, så var kendskabet til deres religion stadigvæk ikke meget udbredt. Først da titusinder af ezidiere fra midten af 1980’erne begyndte at flygte til Europa pga. krig i tyrkisk Kurdistan , undertrykkelse og diskrimination fra staten og fra andre fanatiske muslimske grupper, begyndte man så langsomt at høre om en ny religion, som har eksisteret i flere tusinde år. De fleste ezidiske flygtninge søgte tilflugt i Tyskland. Derfor er Tyskland i dag også det europæiske land, der har mest kendskab til ezidierne, deres religion og deres levemåde osv., idet det skønnes, at der i dag opholder sig et tal mellem 70-80.000 ezidiere fra hele Kurdistan samt fra Det tidligere Sovjetunionen i Tyskland.

Hvem er ezidiere?
Ezidiere er medlemmer af et lille religiøst mindretal i Kurdistan, hvis religion, Ezidi-religionen (Ezdayetî/Ezîdîyatî) har eksisteret i flere tusinde år før kristi fødsel. Den er således ældre end både Jødedommen, Kristendommen og Islam. Ezidi-religionen er oprindelig kurdisk religion og var også hovedreligion for alle kurdere engang før Islam. Ezidiere er derfor de oprindelige kurdere og de findes kun blandt kurdere. Sagt med andre ord findes de ikke blandt andre nationer, men kun som kurdere. De taler alle den kurdiske hoveddialekt ”kurmancî”, og alle deres bønner, hymner, hellige skrifter er på kurdisk, ligesom deres påklædning, kultur, særpræg osv. er det. De er sådan set de kurdere, som har formået at bevare alt vedr. kurdiskheden frem til i dag, både religionen, sproget og kulturen.

Med Islams komme til det kurdiske landområde, Kurdistan, blev de fleste kurdere tvunget til at konvertere til Islam. Det tog araberne flere årtier at få buk med kurderne til at acceptere den nye religion. Det kom til at koste kurderne mange blodsudgydelser. De, der ikke ønskede at konvertere til Islam, og som kunne slippe for de arabiske korstogter, søgte tilflugt i de bjergrige kurdiske områder. Den dag i dag bor ezidierne stadigvæk i bjergområderne i Kurdistan. Da hovedparten af kurderne med tiden blev tvunget til at konvertere til Islam, kom ezidierne derfor i mindretal i deres egne områder og der var kun små grupper/samfund af ezidiere tilbage spredt over hele Kurdistan. Det er derfor, at ezidierne ikke bor i et samlet sted, men er spredt over det hele med flere hundrede, ja endda flere tusinde kilometers afstand fra hinanden. Og med delingen af Kurdistan mellem Perserriget (Iran) og Osmannerriget i 1639 og mellem Tyrkiet, Irak og Syrien efter Første Verdenskrig, blev ezidierne yderligere afskåret fra hinanden. Således at der er ezidiske samfund i både Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien, samt i de tidligere sovjetiske republikker så som Armenien, Georgien, Azerbajdjan, Turkmenistan, Kazakstan mfl., hvor de også her er spredt fra hinanden.

Med tiden blev ezidierne også presset fra egne rækker, dvs. af visse fanatiske kurdiske muslimer (tidligere ezidiere) med støtte fra de osmanniske sultaner, der nu pressede på at få resten af ezidierne til at konvertere til den ”sande” religion, Islam. Det skabte naturligvis problemer og mange gange endte det med store massakrer og forfølgelser over for ezidierne med flere tusinde døde til følge.

Ezidierne har været igennem meget pga. deres tro igennem historien. De har sådan set altid været forfulgt, diskrimineret og udsat for store massakrer og forfølgelser fra visse muslimske fundamentalistiske kredse, idet man fra disses side altid har stemplet ezidiere som ”vantro” og ”djævle-tilbedere”, hvilket selvfølgelig ikke er korrekt. Ezidierne selv taler om 73 massakrer udført fra muslimske fundamentalisters side.

Under Det osmanniske Rige udsattes ezidiere for rigtig mange massakrer og forfølgelser, hvor titusinder blev massakreret. Under den armenske forfølgelse i slutningen af 1890’erne og det armenske folkemord i 1915 og i årene derefter blev også ezidiere udsat for store massakrer og forfølgelser. Det siges, at flere hundrede tusinde ezidiere blev massakreret sammen med armenierne og andre kristne mindretal så som assyrer osv.

De omkring 300.000 ezidiere, der i dag befinder sig i de tidligere sovjetiske republikker flygtede nemlig fra Osmannerriget sammen med armeniere eller flygtede under de russisk-osmanniske krige.

Det sidste store massakre på ezidierne i nyere tid fandt sted den 14. august 2007, hvor selvmordsterrorister kørte med 4-5 lastbiler fyldt med bomber og andet eksplosiv brandmateriale ind i to små ezidiske byer i Shingal-området i Sydkurdistan (irakisk Kurdistan) og dræbte over 500 ezidiere og sårede over 700 hundrede. Omkring 3000 huse blev jævnet med jorden eller ødelagt ved angrebet. Ligeledes blev i april samme år likvideret 24-ezidiske fabriksarbejdere ved en mur i Mosul, efter at en arabisk imam i en måske i Mosul havde fremkommet med en fatwa (religiøs dødsdom) over alle ezidiere. Ligeledes blev 4 unge ezidiere halshugget i både Mosul og Kerkuk af terrorister alene fordi de var ezidiere. Ezidierne bliver i dag forfulgt i Irak, og ingen ezidier tør rigtig mere tage til Mosul, Kerkuk og Bagdad af frygt for deres liv. Hundredevis af universitetsstuderende er siden Irak-krigen blevet bortvist fra Mosul-universitetet med den begrundelse, at de er ezidiere. Og ingen har indtil videre kunnet gøre noget ved det.

Under dette angreb kunne man høre i fjernsynet og læse i danske aviser, at ”ezidiere er en muslimsk sekt, som af sunni-muslimer betragtes som hedninge”. Det var alt, hvad man vidste om ezidiere i Danmark. Men det er ikke rigtigt, for ezidiere har intet at gøre med hverken Islam eller en hvilken som helst anden religion, men er derimod en selvstændig religion på lige fod med en række andre religioner i verden.


Hvad tror ezidiere på?
Ezidi-religionen er en monoteistisk religion, hvor ezidierne kun tror på en gud. For ezidiere er der ingen andre kræfter ved siden af ham. Uanset hvor mange navne, der findes på gud i verden, så mener ezidierne, at der kun findes en gud. På kurdisk hedder gud ”Xweda”, men navne som ”Yezdan”, ”Azda”, ”Ezîd” bruges også. De betyder alle: ”Den, der har skabt sig selv, dvs, selvskaberen”. Her er det værd at bemærke, at navnet på ezidiernes religion (Êzîdîyatî) også stammer fra guds navn, hvilket betyder, at ezidiere er tilhængere af gud og medlemmer af den ”sande” religion. Men ezidierne tror også på en engel, der hos ezidierne hedder ”Tawisi-Melek”, og som ifølge den ezidiske tro er guds stedfortræder og dermed symbolet på alt det gode i vores verden.

Der er tre mest vigtige hellige dage hos ezidiere, nemlig ”Cejna Ezid”, ”Çarşemba Sor” og ”Cemaye Şîxadî”. ”Cejna Ezid” fejres af alle ezidiere, unaset hvor de befinder sig i verden, og finder sted i midten af december måned efter at have fastet i 9 dage. Den er til ære for gud, idet man betragter sig som guds tilhængere.

”Çarşemba Sor” (Røde Onsdag) derimod er til ære for englen ”Tawisi-Melek”, som hos ezidiere er englen over alle engler, der af gud har haft ansvaret for at bygge vores verden og står for alt det gode osv. Denne fest betragtes som ezidierenes ”nytårsfest”.

”Cemaye Lalish/Şîxadî” fejres i Lalisha Nurani, hvor alle ezidiernes hellige symboler og hellige gravpladser ligger. Cameya Şixadî varer i en hel uge og finder altid sted i oktober måned, fra 6 – 13. oktober.

Derudover er der en række andre mindre helligdage iblandt ezidiere så som Batizmî, Bêlinde, Cejna Çilxanê, Cejna Xilmetê, Cejna Qiloçan, Cejna Xidir Îlyas & Xidir Nebî osv.

De fire mest hellige og livsnødvendige elementer hos ezidierne er vand, jord, luft og ild. Ezidierne tilbeder ild og solen, idet de er meget hellige ifølge religionen, fordi de giver lys og varme, nyt håb og liv til verden. Derfor tilbeder enhver rettroende ezidier solen to gange om dagen, nemlig ved solopgang og ved solnedgang. Farverne rød, gul, grøn og hvid indgår i dag sammen med solen i det kurdiske flag. De er alle sammen symboler fra ezidi-religionen, som alle kurdere tilhørte engang.

Hvor ligger ezidiernes hellige steder?
Ezidiernes mest hellige steder ligger i Lalish-dalen i Sydkurdistan (Irakisk Kurdistan). Det er også her, hvor det allerhelligste sted ”Lalisha Nurani” ligger. Hvert år strømmer tusinder af ezidiske pilgrimsrejsende til ”Lalish-dalen” for at besøge stedet og fejre den årlige pilgrimsfest, der hedder ”Cemaye Lalish”. Udover de her hellige steder har ezidierne, der bor andre steder, også deres egne hellige steder, som de besøger.

Ezidi-religionen er opbygget som et kastesystem, hvor der er forskellige præster med hver sin religiøse position. Ezidiernes religiøse leder hedder Mir Tahsin Beg og danner sammen med de religiøse præster det højeste ezidiske religiøse råd ”Meclisa Rûhanî” og har hovedsæde i Lalisha Nuranî. Rådet står som vogter om religionen, svarende til katolikkernes pavesæde i Rom. ”Mir” betyder fyrste på kurdisk.

Hvad hedder de hellige bøger hos ezidierne?
Ezidierne har to hellige bøger, der hedder ”Meshefa Reş” (Sorte Bog) og ”Kitab El Cilwe” (åbenbaringernes bog). Efter at kurderne konverterede til Islam med tvang, blev alle ezidiernes hellige skrifter brændt eller forfalsket. Derfor betragtede/betragter mange arabiske/muslimske lærde også ezidierne som en sekt eller en gren inden for Islam, men det er igen langt fra sandheden, idet Ezidi-religionen er en selvstændig religion og har derfor hverken noget med Islam, Kristendom eller Jødedom at gøre. Da alle ezidiernes hellige skrifter blev brændt eller forfalsket og de ikke længere turde trykke dem igen, måtte de ty til den traditionelle mundtlige overlevering, således at de gik i arv og i århundreder blev bevaret af de religiøse lærde indtil man i de senere år, dvs. for ikke ret mange år siden, igen så småt er begyndt at nedfælde dem på skrift. På baggrund af disse angreb på ezidiernes hellige skrifter, eksisterer disse to hellige bøger ikke længere hos ezidierne, men nogle kurdiske forfattere og forskere taler om, at der findes uddrag af dem i visse europæiske og amerikanske nationalbiblioteker. Der er pålydender om, at England og Frankrig, der har haft interesser i Kurdistan i flere århundreder, har taget nogle af disse skrifter med til deres nationalbiblioteker. Hvorvidt det er rigtigt, er svært at sige noget om, men det kræver i hvert fald hårdt arbejde at undersøge, ligesom der skal være villige og interesserede historikere og andre fagfolk til at grave i dyngerne. Ezidierne er så småt begyndt på dette.


Ezidiernes situation i dag
Ezidierne har det ikke godt der, hvor de lever. Uanset, hvor de lever, så bliver de diskrimineret og set ned på, også fra staternes side.

I Tyrkiet anerkender man ikke ezidiere som et trossamfund, ligesom man heller ikke skriver ”ezidi” ud for ”religion” i deres identitetspapirer. De betragtes enten som muslimer eller også som ”vantro”. I deres identitetskort skriver man enten ”Islam” eller også laver man et kryds (X) eller en streg
(----). Det skaber yderligere problemer for ezidiere, når de f.eks. skulle/skal til Vesttyrkiet for at finde arrbejde eller for den sags skyld aftjene værnepligt i Tyrkiet. De bliver diskrimineret, så snart man få øje på, at man ikke er muslim eller er ”vantro”.

For nylig (27.07.2009) søgte to ezidiere de tyrkiske myndigheder i Istanbul om at skrive ”ezidi” ud for religion i deres tyrkiske identitetspapirer, men de blev afvist med den begrundelse, at de ikke anser Ezidi-religionen som en religion. Derefter, for ikke at have ”islam” skrevet som religion i deres identitetspapirer, bad de denne gang myndighederne om at skrive ”Zerdüşt” (Zarathustralæren) se www.ezidi.dk

i stedet for, idet Zarathustralæren også ligner Ezidi-religionen meget, da Zarathustra brød ud af Ezidi-religionen i sin tid og oprettede sin egen retning, som så er meget påvirket af Ezidi-religionen, men de er to uafhængige religioner som jødedom og kristendom er. De tyrkiske myndigheder ville altså ikke acceptere Ezidi-religionen, men dog Zarathustralæren.

Til sammenligning med forholdene i Tyrkiet og de tyrkiske myndigheders intolerance over for Ezidi-religionen, så har Ruslands justitsministerium efter en lang efterforskning anerkendt Ezidi-religionen som et trossamfund efter ansøgning fra ezidiere i byen Yaroslav. Det skete den 23.juli 2009. Se www.interfax-religion.com

Situationen er heller ikke bedre andre steder. Titusinder af ezidiere med undtagelse fra få hundrede mennesker flygtede fra Nordkurdistan (den tyrkiske del) til Europa pga. krig, forfølgelse og diskrimination. Hovedparten opholder sig i dag som flygtninge i Tyskland. I de senere år er ezidiere fra andre steder også begyndt at flygte fra deres land, fordi de ikke længere føler sig sikre.

Siden Sovjetunionens opløsning i 1991, er situationen for ezidiere i de tidligere republikker også begyndt at gå ned ad bakke. Tusinder af dem er indtil videre også flygtet fra deres hjem og ejendom til Rusland og andre lande i Europa.

Som nævnt i starten udgør ezidiere i dag et lille mindretal i Kurdistan, hvis antal skønnes til mellem 1,5-2 millioner mennesker over hele verden. Hovedparten bor i Sydkurdistan (irakisk Kurdistan), hvor deres antal skønnes at være omkring 800.000. Derudover omkring 300.000 i det tidligere Sovjetunionen, resten i Tyrkiet, Iran, Syrien og Europa. Der opholder sig i dag omkring 100.000 tusinde ezidi-flygtninge i Europa, de fleste i Tyskland (ca. 70-80.000). I Danmark er der omkring 5-6.00 ezidi-flygtninge, de fleste fra Sydkurdistan.


yilmazyildiz@ofir.dk
13.04.2009