BESKYT EZIDIERE MOD FORFØLGELSE OG MASSAKRER

 

Den 14.08.2007 udførte medlemmer af terrororganisationen Al-Qaida med støtte fra deres støttegrupper i Irak en række bombe- og raketangreb mod tilhængere af det religiøse mindretal, de kurdiske ezidiere, i Shingal-området nær byen Mosul. Selvmordsterroristerne kørte med 5 tankvogne fyldt med bomber ind i to ezidiske landsbyer ved navn Siba Shek Khidir og Tel Ezer og udførte deres aktioner. Ifølge kilder fra området har angrebene indtil videre kostet over 500 mennesker livet og 400 sårede. Ved angrebene blev mere end 2000 huse jævnet med jorden, og der savnes stadig 26 mennesker.

Det er ikke første gang, at de kurdiske ezidiere udsættes for sådanne massakrer fra terroristiske grupper og muslimske ekstremister. Så sent som i april 2007 massakrerede terroristerne 24 ezidiske fabriksarbejdere i Mosul, alene fordi de var ezidiere. Endvidere blev to unge ezidiere for ca. 1½ måned siden stenet til døde i Mosul af muslimske ekstremister. Ligeledes blev to andre unge ezidiere stenet til døde i Kerkuk den 8.august 2007. Befolkningen så bare til uden at gøre noget. Ezidiere tør ikke rejse hverken til Mosul, Kerkuk eller Bagdad længere af frygt for at blive dræbt. 700 ezidiske studerende på universitetet i Mosul har i år måttet forlade deres studier pga. terroristiske gruppers dødstrusler.

Ezidierne har igennem deres historie adskillige gange været forfulgt og udsat for endnu større massakrer. Ezidierne selv taler om 72 massakrer. Årsagen til terroristernes angreb mod det ezidiske religiøse mindretal er først og fremmest pga. af deres ezidiske tro, men også fordi de er kurdere. Muslimske ekstremister ser ned på ezidierne og betragter dem som vantro, fordi de ikke er muslimer. Også andre religiøse mindretal som mandaer (også kaldet subi) og kristne assyrerer og kaldaer lever under lignende forhold med frygt for terroristiske angreb, idet også de betragtes som vantro i ekstremisternes øjne.

Med disse angreb mod ezidiere er det for det første terroristernes og deres bagmænds mål at dræbe så mange ezidiere som muligt for derigennem at så had mellem kurdiske muslimer og kurdiske ezidiere og andre religiøse minoriteter i området. Desuden er formålet også at forhindre afholdelsen af den planlagte folkeafstemning, som ifølge den irakiske forfatning § 140 skal finde sted inden udgangen af 2007 med henblik på at afgøre den fremtidige status for de kurdiske områder som Kerkuk, Khanekin, Diyala og ezidiernes tilholdssted Shingal, da disse kurdiske områder stadig ligger uden for den kurdiske føderale stats kontrol.

Terroristiske angreb er nu så småt også begyndt at sprede sig til Europa. For nylig blev en 21 årig kurder dræbt af tilhængere af det gamle Baath parti i byen Alvesta i Sydsverige, fordi han havde udvist sin utilfredshed med deres glædesrus over massakren mod ezidierne i Shingal-området

Vi fordømmer disse terroristiske angreb på ezidierne på det kraftigste og appellerer hermed til den danske offentlighed, folketinget, FN, EU, USA, Amnesty International, menneskerettighedsorganisationer og hele verdenssamfundet om at støtte og beskytte medlemmer af det ezidiske religiøse mindretal og andre minoriteter fra massakrer, diskrimination og forfølgelse. Ligeledes appellerer vi til den danske stat og andre europæiske lande om at tage godt imod ezidiske flygtninge, der flygter fra forfølgelse og massakrer, ligesom vi appellerer til den kurdiske regionale regering og den centrale irakiske regering om at iværksætte en undersøgelseskommission i gang med henblik på at finde ud af omstændighederne omkring massakren på ezidierne i Shingal-området, samt støtte og beskytte ezidierne og andre religiøse minoriteter mod muslimske ekstremisters fremtidige angreb.

Efter meldinger fra området er der mangel på alt. Vi anmoder derfor både den danske befolkning og alle de ovennævnte institutioner om at sende nød- og lægehjælp til de angrebsramte områder, da der virkelig er brug for al slags hjælp lige nu.

Ezidi-Kulturforeningen i Danmark, www.ezidi.dk, e-mail: info@ezidi.dk


Kort om ezidiere:
Ezidiere er oprindeligt kurdere og findes kun blandt kurdere. De tilhører den flere tusind år gamle kurdiske religion, Ezidi-religionen, som har medlemmer i alle fire dele af Kurdistan. Desuden er der ezidiere i det tidligere Sovjetunionen, som måtte flygte sammen med armeniere i 1890’erne og i 1915 som følge af massakrer og forfølgelser under Det Osmanniske Rige. Før Islam tilhørte alle kurdere ezidi-religionen, men i dag er ezidierne i få tal i Kurdistan og udgør kun ca. 1,5-2 mio. menneseker. I løbet af de sidste 15-20 har flere tusinde ezidiere måttet søge tilflugt i Europa pga. krig, diskrimination og forfølgelse i de lande, de nu lever i. Alene i Tyskland opholder der sig i dag lidt over 50.000 ezidi-flygtninge. Også i Danmark er der nogle hundrede ezidiske-flygtninge. Ezidierne tror på Gud og tilbeder en engel ved navn ”Tawisi-Melek”, som ifølge den ezidiske tro er symbolet på alt gode i verden


26.08-2007

 

COPYRIGHT EZIDI.DK